Af Benjamin Damon
A Quiet Place 2 har ladet vente på sig. Oprindeligt sat til at få premiere for over et år siden, er den, ligesom mange andre store blockbusters, blevet udskudt igen og igen. Nu kan den endelig ses i biografen, og ligesom den første film fra 2018 er det et værk, der gør sig bedst på det store lærred.
Historien fortsætter, hvor den slap: Evelyn (Emily Blunt) er nu alenemor til tre børn i en postapokalyptisk verden, hvor der er langt mellem sjov og ballade, men knap så langt mellem frygtindgydende monstre, der stadigvæk har superhørelse og opfanger (næsten) hver en lyd.
Familien er på udkig efter et nyt hjem, og på deres færd møder de Emmett (Cillian Murphy), en tidligere ven af familien, som nu lever en barsk enspænder-tilværelse i en fabriksruin.
Herfra begynder dramaet og spændingen for alvor at udspille sig. Den målrettede datter, Regan (Millicent Simmonds), mener ikke, at familien blot kan slappe af i sikkerhed, og hun begiver sig derfor alene afsted for at finde et radiotårn, der måske kan redde dem endegyldigt. Da Evelyn finder ud af, at datteren er væk, beordrer hun Emmett til at drage ud for at finde Regan og bringe hende hjem igen.
Det er spændende og fungerer ganske godt som solid underholdning, men man sidder hele tiden med fornemmelsen af, at de valg, som karaktererne træffer, udelukkende træffes for at få fremgang i plottet.
Det er naturligvis ikke forventeligt, at en blockbuster som denne skal dykke ned i de dybeste lag af karakterernes sind, men det bliver alligevel en anelse tyndt. Emmett går fra at være kold og kynisk til et par dage senere at gå gennem ild og vand for at redde Regans liv – udviklingen føles forceret, om end det giver nogle udmærkede scener med fint skuespil fra Cillian Murphy, som bringer mere til filmen, end John Krasinski gjorde i sidste omgang.
Generelt er det klædeligt, at Krasinski denne gang er forvist til instruktørstolen. Han har tydeligvis brugt meget krudt (og mange penge) på at få det hele til at se godt ud – billedsiden er præget af flotte skud af det øde land, en ofte underbetonet score tilfører en fin og samtidigt foruroligende stemning, og i de intense actionsekvenser bruges flittigt krydsklipning mellem karaktererne, som er mere adskilt, end de var i A Quiet Place.
Det giver på et teknisk plan en indlevende biografoplevelse, som toppes med passager, hvor lyden fjernes, så vi kan fornemme den intense stilhed, som Regan oplever. Kontrasten mellem larm og stilhed har altid fungeret stærkt i en biografsal (se bare Sound of Metal), hvor man kan høre hver en popcorn blive spist.
Fortællingen mangler dog et tydeligt fokus – Krasinski vil for meget på de 97 minutters spilletid. En akavet og tæt på ligegyldig optræden fra ingen ringere end Djimon Hounsou vidner om dette. Det er svært at forstå, hvad han reelt laver i A Quiet Place 2, for han er ikke på skærmen i mere end få minutter.
Centralt er stadig de familiære forhold, og især Noah Jupe og Millicent Simmonds formidler dem overbevisende. Men den skarpt afgrænsede verden fra den foregående film er nu udvidet til nærmest endeløshed, hvilket fjerner den uhyggelige faktor, der lå i, at familien skulle forsvare deres hjem mod monstrene. I stedet tvinges vi til jumpscares og massedrab på anonyme mennesker, og det har ikke den store effekt.
Det bliver kun for alvor uhyggeligt, når det går ud over dem, man holder af og med.
Kommentarer